- Picnic - Historie

Picnic - selskabelig udflugt, skovtur, hvor der spises i det fri.

(Fra Politikens Nudansk Ordbog).

Verdens største picnic blev arrangeret i Frankrig i forbindelse med årtusindskiftet. 14. juli 2000, på den franske nationaldag, blev duge spredt over landets parker, skove og marker. Fra luften må det have set ud som en hel nation på picnic, hvilket jo faktisk også var hensigten.

Den allerførste picnic

Vi mennesker har altid spist i det fri, måske det er det primitive og oprindelige, der kommer frem i os, når vi får lov at spise en bid brød under åben himmel. Før husene blev bygget, og vores forfæd­re holdt til i huler, vor det mere praktisk og sikkert også mere behageligt at tilberede maden uden for hulen. Indenfor var det ingen god ide at tænde bål, da man ellers ville blive røget ud.

En af de mest kendte picnicer er faktisk omtalt i bibelen, der hvor jesus formår at mætte tusinder ved hjælp af nogle fisk og lidt brød. Men selve ordet picnic, sådan som de fleste af os opfatter ordet, altså en tur i det fri med et måltid bestående af medbragt mad, den form for picnic opstod sand­synligvis i Frankrig i slutningen af 1600-tallet. I en udgave af "Origines de la Langue Francaise de Ménage" fra 1692 nævnes ordet piquenique for første gang. Ordet har sandsynligvis en sammen­hæng med verbet "piquer", som betyder at bringe med sig eller at tage med sig. Verbet blev så sat sammen med et ord, som rimede på pique altså nique, og voila blev det til piquenique. Det at skabe nye ord ud fra et verbum kombineret med et rimord var meget brugt på den tid.

Piquenique er altså et gammelt ord for sammenskudsgilde, eller rettere sagt sammenskudsmåltid.

Man udvælger sig på forhånd en mindre ret, tager retten med ud i naturen og kreerer en udendørs­buffet på et tæppe eller et medbragt bord. Den dag i dag er picnickulturen meget udbredt i Frankrig, og den franske nationaldag 14. juli markeres som oftest med en picnic.

Middelalderen havde også sine picnicer, selvom begrebet dengang ikke fandtes. I 1500-tallet blev det i Europa helt normalt at grille kødet som afslutning på en jagt, noget som senere blev til deciderede fester, som igen kunne udvikle sig til kæmpe arrangementer, hvor rigelige mængder kød blev fortæret. Dronning Elizabeth I afholdt gerne sine banketter udendørs, og hendes hofpoet, William Shakespeare, omtaler bl.a. udflugter i det grønne i "Stor ståhej for ingenting", selvom han dog ikke direkte bruger begrebet "picnic".

Det var overklassen, først i Europa, men noget senere også i Skandinavien, der først dyrkede pic­nicsporten af den simple grund, at de var de eneste med tid og penge nok til at kunne fordrive tiden uden at præstere noget produktivt. Influeret af den franske fillosof Jean-Jacques Rousseau (1712-78) valfartede grever og grevinder, baroner og baronesser ud i naturen. Ifølge Rousseau repræsentere­de naturen det ægte og oprindelige, kort og godt det naturlige i modsætning til civilisationens kon­struerede, menneskeskabte kunstighed.

Ivrige efter at dyrke Rousseaus naturfillosofi og hans skandinaviske allierede Carl von Linné, er det også i denne periode, at adelen bygger sine sommerslotte; de første egentlige sommerboliger vi ken­der til. Om sommeren boede man på landet, og om vinteren holdt man til inde på paladset i byen. På samme måde som mange i dag har en lejlighed i byen og et sommerhus eller en kolonihave, hvor ferierne tilbringes. I tilknytning til slottene anlagde man elegante parker, hvor picnicudflugterne ofte foregik. Vist ville man gerne ud i naturen, men der var også grænser for alt det natur-sværmeri.

Danske Frederik den 4. bygger sommerslottet i Fredensborg i den datidige vilde natur i Nord­sjælland. Svenske Gustav den 3. flytter omtrent ti år senere ind på Drottningholm. Begge slotte er Nordens svar på solkongens eget imponerende landsted Versailles, der ligger i landlige omgivelser uden for Paris.

Engang i 1750'erne var den svenske admiral Carl Tersmeden en af deltagerne i et vognsæt bestå­ende af 30 vogne på vej til Åbo i Finland. Vel fremme blev der danset og flirtet, samt drukket punch, chokolade og vin til klokken otte den efterfølgende morgen. Admiralen kaldte begivenheden for "pic­nic". Dette er sandsynligvis første gang, ordet nævnes på skrift i Skandinavien.

Gustav den 3., der var svensk konge i slutningen af 1700-tallet, fordrev gerne tiden med at tage på picnic, og hans hofpoet, Bellmann, fremførte ofte vers, der hyldede naturens skønhed. Gustav den 3. anlagde på Drottningholm efter engelsk forbillede en romantisk naturpark, hvor kongen og hans venner tog på udflugt. I dag findes der faktisk en svensk Bellmanforening, som jævnligt tager på picnic rundt i parken omkring Drottningholm iført stilbevidste kostumer fra tidsperioden og med picnickurve i hænderne.

Det må have været et underligt syn for landarbejderne at se grevskabet komme ridende eller gåen­de med deres madkurve, tæpper at sidde på og parasoller til at beskytte sig mod solen. Selv ville de jo hellere end gerne som i Ludvig Holbergs "Jeppe på bjerget" vågne i baronens seng og sidde med ved baronens fornemme bord. Græsset er jo som bekendt altid grønnere på den anden side af hegnet. For grevskabet, der var blevet trætte af de fine saloner, blev det at opholde sig i naturen, sidde på et tæppe og spise lidt mere primitivt, end man var vant til, et eksotisk tidsfordriv.

Den russiske kejserinde Katarina den Store havde uden tvivl det mest elegante picnicudstyr af dem alle. Picnickurven var stor som en vogn: Det krævede otte stærke mænd at bære den! Alt udstyret i picnickurven var forgyldt, og kurven, hvis man da kunne kalde den det, indeholdt endda en samo­var til at tilberede te i samt et mindre spritkøkken.

Engelske Jane Austen beskriver i sin roman "Emma" en picnic, som får konsekvenser for adskillige af picnic-deltagerne. Deltagerne i den berømte picnic på Box Hill tilhører for de flestes vedkommende den engelske landadel, med et par markante undtagelser, heriblandt den forarmede præstedatter Miss Bates. Heltinden Emma sårer helt bevidst denne velmenende men noget irriterende pebermø, blot for at gøre indtryk på den mand, hun tror hun elsker. Emma bliver senere irettesat af en anden picnicdeltager, nemlig Mr. Knightley, og læseren får den første mistanke om, hvem det i virkelighe­den er, Emma elsker ... og det noget før, sandheden går op for Emma selv.

Frem til industrialiseringens begyndelse var picnickulturen udelukkende forbeholdt overklassen.

Godt nok spiste landarbejderne deres madpakker ude i kornmarkerne i løbet af den anstrengende arbejdsdag, men dette blev ikke defineret som picnic. Havde landarbejderne haft muligheden, ville de højst sandsynligt have spist deres mad inden døre og sikkert hellere end gerne i de elegante stuer på gården.

I havnebyerne lægger skibe til kaj lastede med krydderier, te, kaffe, porcelæn og en række andre eksotiske varer fra fjernere himmelstrøg. Nye handelsforbindelser etableres og gør picnicdrømmen endnu mere eksotisk. Der fantaseres om de nye udflugtsmål, som hjemvendte venner fra de nyero­brede kolonier beretter så malerisk omkring.

Kolonierne ligger imidlertid alt for langt væk for de flestes vedkommende. Kommunikationen på landjorden var dårlig på den tid. Man gik til fods eller red på heste eller kørte i hestevogn, hvis der i det hele taget fandtes veje, som vognene kunne køre ad. Kroer langs vejene var et relativt ukendt begreb. Man måtte selv sørge for at medbringe sin proviant, det vil sige pakke en picnickurv eller fylde rygsækken op med mad, hvis man af praktiske eller økonomiske årsager havde begivet sig af sted til fods.

Til søs var det langt nemmere at transportere sig, og de første turistrejser foregår derfor også ad søvejen. Især de norske fjorde lokkede det europæiske aristokrati til: Norge var faktisk et af Europas største turistlande på den tid på højde med mere klassiske rejsemål som Hellas og Italien, hvor det blev betragtet som fint blandt den engelske overklasse at tilbringe nogen tid for at uddanne sig. Når turistskibene lå til kaj, ventede lokal hestetransport på gæsterne for at bringe dem til et udkigspunkt, hvor de omgivet af stejle bjergsider og brusende vandfald kunne indtage den medbragte mad, omhyggeligt pakket ned i picnickurven.

Danske kong Frederik den 7. var endnu en majestæt i kongerækken, som elskede at opholde sig i naturen. Han fik naturligvis bygget sit eget landsted, Skodsborg, men det var først og fremmest hans hustru, der fik glæde af hovedbygningen. Selv havde han ofte telt med på sine rejser, og uden for teltet, som gerne blev placeret på et naturskønt sted, spiste han sine måltider. Han var så begejstret for teltlivet, at han tilmed fik rejst et permanent telt nord for slottet: I teltets to rum var der både trægulv og gulvtæpper. Det forreste rum havde sofa og lænestole, mens det bageste rum fungerede som soveværelse. Teltet kunne opvarmes, og der var billeder på væggene! Der, hvor den sydlige del af parken omkring Skodsborg hæver sig, fik kongen desuden opført en stengrotte med en rundbuet åbning mod nord. På brostensbelægningen foran grotten blev der opstillet bord og stole, hvor man i godt vejr yndede at spise under åben himmel, samtidig med at man nød udsigten over Øresund.

Under Victoriatiden afløser den ene picnic den anden, og den engelske overklasse tager picnic­begrebet fuldt ud til sig. England bliver det helt store picnicland. Man opfinder den tids grill: Særlige bokse, der kunne graves ned i sandet, og hvor den medbragte mad kunne koges eller varmes op.

En af datidens mange eventyrere, engelske Mungo Park, rejser af sted til Afrika med et sammen­klappeligt æggebæger i et praktisk rum i den mindst lige så praktiske hat lavet af kaninskind, og Karen Blixen tager noget senere på en picnic i det kenyanske slettelandskab sammen med en anden engelsk eventyrer: Denys Finch-Hatton.

Victorianerne var så begejstrede for picnickulturen, at de endda stiftede deres egen picnicforening i London. Møderne foregik naturligvis udendørs, så snart vejret tillod det, og hver deltager "picked together", det vil sige satte mad sammen til en picnickurv. Engelske "picnic" har de samme latinske rødder som franske piquenique. Ordet har derfor omtrent samme oprindelige betydning på engelsk som på fransk. Det engelske sprog har til og med mundheldet "It was no picnic", som betyder, at noget var besværligt og ikke særlig morsomt. I modsætning til en rigtig picnic, som jo altid er morsom.

Victorianerne udvikler picnicerne til store sociale begivenheder. Den engelske kok og madskribent, Mrs. Beeton, giver i sin kogebogsklassiker fra 1861: "Book of Household Management", detaljere­de beskrivelser af hvad en ordentlig picnic bør indeholde. Bogen indeholder hele 35 deciderede picnicopskrifter. Bogen er underholdende læsning. Mrs. Beetons råd til læserne om, hvad de bør tage med sig til en picnic, der inkluderer 40 personer, er følgende: 1 stor kold roastbeef, 1 stor kold oksesteg, 2 lammeribben, 2 lammelår, 4 stegte vildfugle, to stegte ænder, 1 skinke, 1 tunge, 2 kal­vetærter, 2 lammetærter, 2 duetærter, 6 halvstore hummere, 1 færdigkogt kalvehoved, 18 salatho­veder, 6 færdige salater og 6 agurker. For ikke at forglemme en passende mængde frugt på glas, kiks, kager, buddinger til dessert og naturligvis litervis af te til at skylle det hele ned med.

Stadig var det overklassen, som havde ejendomsret på picnicbegrebet. Men sammen med indus­trialiseringen opstår en ny overklasse i byerne: borgerskabet. I takt med at fabriksrøgen indhyller byen, trænger længslen efter barndommens grønne marker sig på.

I stedet for produktionssamfundet, hvor man havde taget naturen for givet, fordi man bogstavelig talt levede og arbejdede i den, kommer forbrugersamfundet. Borgerskabet i storbyerne kopierer overklassen i 1100-tallet: naturen romantiseres. Naturoplevelsen udvikles til forbrug, og landskabet bliver en udsigt, et kort eller et maleri, som kunne betragtes og nydes fra vandrestier, udkigsposter og rastepladser eller måske endda mere mageligt ved at tage en spadseretur ind til storbyens kunst­saloner, hvor landskabsmaleriet er højeste mode og næsten lige så smukt som i virkeligheden.

Claude Monet flytter til Giverny nord for Paris, hvor han anlægger sin egen picnicpark og henter inspiration, mest til sine kendte åkandemalerier, men blandt andet også til at male "Frokost i det grøn­ne". Claude Monet spiste gerne ude i naturen. Pateer og postejer blev pakket ned i picnickurven og fragtet rundt omkring i den maleriske park, ofte sammen med stole og et bord til at anrette maden på.

The Picnic, c.1862-1863, af Édouard Manet

Titlen "Frokost i det grønne" bliver nærmest en slags datidens kliche. En anden impressionist på den tid, Edouard Manet, giver sin picnicversion samme titel, og en tredie impressionist, James Tissot, maler det kendte "Holyday", hvor personerne, naturligvis repræsentanter fra overklassen, nyder et delikat søndagsmåltid under kastanjekronerne ved flodbredden.

Hjemme i Skandinavien maler svenske Carl Larsson sit bud på "Frokost i det grønne". Kunstner­sammenslutninger opstår, og norsk-danske Peder Severin Krøyer maler "Hip, hip, hurra" i Skagen. Ikke et direkte picnicmotiv, men man nyder i hvert fald god mad og drikke under åben himmel.

En sideeffekt af industrialiseringen er, at kommunikationen udvikles og udbygges. Landkortet ændres dag for dag: veje, jernbaner og transportkanaler bryder igennem landskabet. Kunstnere og fillosoffer søger i stadig stigende grad ud i naturen, og det er den vilde natur, som lokker. Ikke korn­markerne og bondegårdene, men det barske og uudforskede. Strandene langs den danske vestkyst, de norske fjelde, de dybe svenske skove. Engelske lorder bygger villaer ved de norske lakseelve, og jagtvillaer i de jämtlandske skove. Villaerne bebos kun i få uger om året, og jagten og fiskeriet aflø­ses af overdådige måltider i frisk luft, påvirket som de var af Victoriatidens tendenser.

For velstående skandinaver får sommerslottene også deres renæssance, om end i mindre omfang end i 1100-tallet. Langs strandene og på øer i skærgården rejses prangende huse udelukkende til sommerbrug, som måske først og fremmest skulle imponere besøgende: Selve måltiderne skulle helst indtages i skyggen af et træ eller ude i glasverandaen, hvis sommerdagen var for kold og fugtig.

Kunstnerne bringer efterhånden også andre livsnydere ud i naturen og indtager små badebyer langs den sjællandske nordkyst, langs Oslofjorden og i den stockholmske skærgård. Edvard Munch får sit atelier i Åsgårdstrand, Søren Kierkegaard fillosoferer i Gilleleje, og August Strindberg og Bruno Liljefors søger ud i den yderste skærgård uden for Stockholm til henholdsvis Kymmendö og Bullerö: de indre dele af skærgården undgår de, den er overtaget af borgerskabet og ødelagt af sommer­villaer med vindfang og velfriserede haver, mener de.

Kunstnerne søger den uberørte natur og finder inspiration ved at betragte den eksotiske lokalbe­folkning: fiskerne og fiskernes familier. For de pietistiske fiskerfamilier virker kunstnerlivet sikkert pro­vokerende, men de åbner hellere end gerne deres døre for den tiltrængte ekstraindtægt, de opnår ved udlejning. Selv flytter de ned i kælderen eller over til naboen i de travle uger, hvor sommer­gæsternes opførsel bliver det store samtaleemne: tænk engang, at de fine byboere foretrækker at spise udendørs, når de har betalt i dyre domme for at kunne opholde sig indendørs.

I de større byer er søndagstogene fulde af funktionærfamilier på dagsudflugt for at genopdage naturen. Det at tage på søndagsudflugt med tæppe og picnickurv under armen, bliver en måde at signalere til sine omgivelser, at man har råd til at unde sig lidt luksus: altså at tage på picnic.

I den danske børnebog "Rikke fra Nyboder" af Gudrun Eriksen, drager den fattigfine kaptajnsfa­milie på søndagsudflugt til Dyrehaven nord for København. Til trods for de dårlige tider, levede fami­lien hellere sparsommeligt resten af ugen for at have råd til at tage på landet med hest og vogn bare denne ene dag.

I Astrid Lindgrens "Grynet", som jo handler om en såkaldt fin familie, hvor faderen er redaktør på lokalavisen, tager man også på picnic, mens selve picnicfænomenet helt er udeladt i den omtrent samtidige historie om Emil fra Lønneberg, som jo vokser op på en ganske almindelig bondegård på landet. Emils far ville helt sikkert ryste på hovedet af byboerne, som han betragtede som et mærke­ligt folkefærd, der foretrak at "spise ude, men at skide inde".

I efterkrigsårene bliver picnicbegrebet afmystificeret: arbejderne får mere i løn, ordnede arbejdsti­der og dermed også mere fritid. Med andre ord: hele befolkningen har nu mulighed for at tage på picnic.

Bilen, det nye statussymbol, bliver anvendt til søndagsudflugten af de, der har råd til at holde bil.

Køreturen går ikke ud i den vilde natur; man stopper hellere et sted i vejkanten, hvor picnickurven og tæppet findes frem og måske et par klapstole fra bagagerummet. Siddende i vejkanten betragter man de andre biler, mens man indtager mors hjemmelavede smørrebrød og drikker kaffe fra termo­kanden i en farve, der matcher klapstolene. En fornøjelse som har varet helt op til vores tid. Der fin­des stadig dem, der tager på udflugt til en offentlig rasteplads og dækker op ved træbordet, der fin­des der.

Den overdådige picnic, som man kender den fra 1700- og 1800-tallets overklasse, er imidlertid igen ved at få sin renæssance. Man samles igen i parker eller i naturen og pakker sine hvide damaskduge ud, hvor man sætter tallerkener af fint porcelæn og glas af krystal. Der findes picnic­kurve, der koster flere tusinde kroner: Og selvom de ikke er lige så store som Katarina den Stores picnickurv, er de næsten lige så velassorterede.

En ny trend er også, at picnicsæsonen udvides: For hvem har sagt, at picnicsæsonen kun er forbeholdt de varme forårs- og sommerdage? Efterårs- og vinterdage med høj himmel og klar luft er lige så oplagte til picnic! Man behøver ikke selv at gå i dvale, blot fordi naturen gør det. I dagens tæt­befolkede byer er picnic en ideel og uformel måde at mødes på. Man behøver ikke at invitere folk hjem på alt for få kvadratmeter eller at leje et dyrt lokale, når man arrangerer fødselsdag eller hol­der fest, og oprydningsarbejdet bagefter er hurtigt klaret. Hver picnickurv har ansvar for sine egne ting og sager, både når man kommer, og når man går.

Maden behøver heller ikke at være af den mest avancerede slags. Det bedste ved picnicen er og bliver, at mad altid smager bedre under åben himmel. Til og med en tør brødskive med sveden ost.