Flanksteg eller flanksteak er et fladt stykke kød fra oksens
mavemuskel. Det bliver rigtig godt, når det marineres og langtidssteges.
4 personer. Arbejdstid: 40 min. Marinering: Gerne natten
over. Stege-/kogetid: 1 time og 30 min.
#
1-2 stk flanksteg (ca. 600 g)
½ liter øl (fx classic eller mørk ale)
500 g pastinakker
250 g skalotteløg
2 laurbærblade
25 g smør
2 spsk olie
salt og friskkværnet peber
2 spsk hvedemel
200 g hele forkogte korn eller hvedekerner
persille
*
Læg kødet i en frysepose med øl, og sæt det i køleskabet - gerne
til næste dag.
Skræl pastinakkerne, og skær dem i mindre stykker.
Pil skalotteløgene.
Læg dem i bunden af et ovnfast fad sammen med laurbærblade.
Tag kødet op, og gem marinaden.
Dup kødet tørt med køkkenrulle, og brun det i gyldent smør
og olie på en pande ved god varme. Krydr med salt og peber, og drys med mel.
Læg kødet ovenpå grønsagerne, og hæld øllet (fra
marineringen) ved.
Dæk fadet til, og sæt det i ovnen ved 165 °C i ca. 45 min.
Vend kødet, og lad det stege videre i ca. 45 min., til kødet
er mørt.
Kog kornene som angivet på pakken, og hæld dem i en sigte.
Tag kødet op, og skær det i skiver.
Bland kornene med pastinakkerne i ølsaucen.
Smag til med salt og peber, og server med kød og
persilledrys.