250 gram makroner
½ pint (30 cl) Morocco Ale eller en mørk Ale (+ ½ tsk ingefærpulver)
½ liter piskefløde
1 bakke blåbær
1 bakke jordbær
1 spsk sukker
4 portionsglas
I hvert portionsglas kommes 2-3 makroner, som hver søbes til med en sjat Morocco.
Resten af makronerne kommes i en skål, som overhældes med resten af øllet.
Jordbærrene skylles og skæres i stykker og drysses let med sukker.
Blåbærrene skylles.
Pisk fløden til dejligt let skum (og smag til med en smule ingefærpulver, hvis du ikke har brugt Morocco Ale).
Det meste af flødeskummet blandes med de nu opløste makroner i skålen og røres sammen til en lækker creme.
Serveres i portionsglas: Jordbærstykkerne fordeles i portionsglassene over makronerne. Moroccocremen fordeles ovenpå jordbærrene.
Blåbærrene drysses i kanten af glassene, så man kan se dem igennem glasset.
En lille klat flødeskum kommes på toppen af hvert portionsglas.
Det lyder umiddelbart vanskeligt at få en kraftig engelsk øl med et kraftigt indhold af ingefær til at blive en integreret del af en liflig dessert med flødeskum, makroner, jordbær og blåbær som de andre ingredienser. Det syrlige fra bærrene mikset med det søde fra makronerne opvejer imidlertid bitterheden fra øllet, og rundet af med fløden bliver det en herlig dessert.