I denne weekend lægger vi gæstemaden på havegrillen.
Desserten er en klassisk stikkelsbærgrød, der netop nu kan laves af friske
grønne eller røde stikkelsbær.
Grillet svinemørbrad
med blomkål og pastasalat
Arbejdstid: 1 time (+ tid til optænding af grillen)
Marineringstid: mindst 6 timer (og gerne 1 døgn)
Stege/kogetid: 45 min. Kødet er fryse-egnet (4 personer)
#
2 svinemørbrad (afpudsede)
2 dl hvidvinseddike
2 spsk groft salt og friskkværnet peber
1 spsk honning
lidt olie
½ blomkålshoved (1 cm tykke skiver)
2 røde snackpeberfrugter (ringe)
2 økologiske citroner (halve)
Pastasalat:
350 g fuldkornspasta (fx penne)
½ dl ekstra olie
2 spsk hvidvinseddike
2-3 fed hvidløg (knust)
3-4 spsk grofthakket bredbladet persille
Pynt: bredbladet persille
*
Læg kødet i en frysepose med en blanding af eddike, salt,
peber og honning.
Pres luften ud, bind en knude på posen og læg den i
køleskabet i 6-24 timer.
Tænd grillen mindst en halv time før brug.
Flammerne skal være væk og kullene grå.
Dup kødet tørt med køkkenrulle, pensl med olie og brun det
på alle sider på den rygende varme grillrist.
Sæt risten lidt op og steg kødet færdigt i ca. 15 min.
Vend flere gange til passende stegegrad: enten rosa eller
gennemstegt.
Brug evt. et stegetermometer: 62-63 °C for rosa, 68-70 °C
for gennemstegt.
Grill samtidig blomkål og peberfrugt, til de er gyldne og
møre og krydr med salt og peber.
Grill de halve citroner i ca. 7 min.
Pastasalat: Kog pastaen i letsaltet vand, som angivet på
emballagen og hæld den i et dørslag.
Bland en dressing af olie, eddike, hvidløg og persille.
Vend den sammen med pastaen.
Server skiver af svinemørbrad med grillet blomkål, peberfrugt,
citron og pastasalat.
Stikkelsbærgrød med
fløde
Arbejdstid: 30 min. Kogetid: ca. 10min. Fryse-egnet (ca. 4
personer)
#
750 g stikkelsbær
250 g sukker
3 dl vand
½ dl kartoffelmel
Drys: mandler (hakkede)
Tilbehør: piskefløde eller mælk
*
Skyl stikkelsbærrene og klip blomster og stilke af.
Læg dem i en gryde med sukker og 2½ dl vand og kog dem møre
ca. 10 min.
Rør kartoffelmel ud i resten af vandet.
Tag gryden af varmen og rør jævningen i grøden må ikke koge.
Hæld grøden i en skål og drys et tyndt lag sukker på toppen,
så grøden ikke trækker skind.
Server stikkelsbærgrøden afkølet med fløde eller mælk og
drys med hakkede mandler.
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin