Her er opskriften på en spændende ret: braiseret lammeskank med nye grøntsager. Grøntsager kan varierer efter årstiden. Server gerne retten med bulgur. Lækker aftensmad for hele familien.
De hakkede ting du kommer i til sidst, giver ikke blot smag, men også konsistens til skyen. Kan du ikke få lammeskanke, så brug bov eller kølle. Du kan for øvrigt også lave retten med svineskanke. I så fald lader du kødet simre tre timer i ovnen. Her om foråret kan du lave retten med spidskål, løg, majroer og spinat, om efteråret med rodfrugter i tern.
#
2-3 lammeskanke (ca. 800 g)
250 g suppegrønt til kogning, fx løg, porre og rodfrugter i tern
Frisk timian, persillestilke og rosmarin
½ l vand, så skankene er næsten dækkede
3 ½ dl hvidvin
½ spsk sorte peberkorn
½ spsk korianderfrø
Stødt chili
800 g blandede suppeurter, fx spinat, spidskål i strimler, løg og majroetern
Chili
Citronsaft
Sukker
3-4 finthakkede soltørrede tomater
Revet skal af ½ usprøjtet citron
1 bundt finthakket basilikum
1 spsk finthakket kapers
3 fed finthakket hvidløg
2 finthakkede forårsløg
Tilbehør: Kogt bulgur
*
Kom lammeskankene i en stor gryde.
Tilsæt suppegrønt, timian, persillestilke og rosmarin.
Hæld vand og hvidvin over og bring gryden i kog.
Skum urenhederne fra.
Smid peberkorn og korianderfrø ned til skankene.
Lad det simre 5-6 kvarter på blusset eller i ovnen ved ca. 150°C, til kødet er så mørt, at det falder fra benene, når man stikker i det med en gaffel.
Skum alt fedtet af skyen.
Tag skankene op og hold dem varme – pil kødet fra benene, hvis du foretrækker det sådan.
Si suppen og smid ”fyldet” ud.
Kom lidt chili i suppen og kog den ind ved kraftig varme, til du har ca. 3 dl tilbage.
Kog de blandede suppeurter i suppen, til de er netop møre.
Tag dem op.
Smag suppen til med salt, peber, chili, citronsaft og sukker.
Kom soltørrede tomater, citronskal, basilikum, kapers, hvidløg og forårsløg ned i suppen og server straks sammen med kød og grønsager samt bulgur, kogt efter anvisningen på pakken.
Grønsager pr. person: ca. 225 g