Svinemørbrad er ikke helt billigt, men ved at tilberede
mørbradbøfferne med fars bliver retten mere økonomisk og samtidigt meget
velsmagende - en perfekt weekendret til hele familien.
4 personer. Arbejdstid: 45 min. Stege-/kogetid: ca. 20 min.
#
1 svinemørbrad (ca. 450 g)
groft salt og friskkværnet peber
400 g hakket kalve- og svinekød
3 spsk løg
2 dl rasp
2 æg
1 dl mælk
4 spsk soltørrede tomater i olie
8 skiver bacon
250 g snackgulerødder
1 blomkålshoved
Sennepsdip:
2-3 spsk dijonsennep eller anden stærk sennep
200 g cremefraiche
5-6 stilke frisk timian
*
Skær svinemørbraden i 2 cm tykke skiver eller 8 små bøffer.
Lav et snit i hver bøf fra midten og ud til kanten.
Dup bøfferne tørre med køkkenrulle, og krydr med salt og
peber.
Rør en fars af hakket kød, salt, peber, fintrevet løg, rasp
og æg.
Rør gradvist mælken i, og tilsæt hakkede soltørrede tomater.
Del farsen i 8 lige store klumper.
Læg en klump fars i snittet af hver mørbradbøf, og tryk
sammen om den.
Vikl et stykke bacon om hver bøf, og læg dem i et ovnfast
fad på bagepapir.
Rør sennep med cremefraiche, tilsæt frisk timian, og smag
dippen til med salt og peber.
Bag de farserede mørbradbøffer i ovnen ved 225 °C i 20 min.,
til farsen er gennemstegt og mørbradbøfferne svagt rosa.
Kog stykker af gulerødder og blomkål i letsaltet vand i 5-7
min.
Lad vandet løbe fra.
Server de farserede mørbradbøffer med rygende varme
grønsager, frisk timian og sennepsdip.
Kilde: Hjemmets bedste MAD og Sandra Leigh Draznin