Beskøjter er en hård kiks, og navnet kommer af det franske "biscuit". Brødets hårdhed kommer af, at man bager kiksene to gange for at få al fugtighed ud af dem. Beskøjterne kom om bord i flådens skibe i veltørrede trætønder, der indvendigt var smurt med svovl for at forbedre holdbarheden. I løbet af 1800-tallet gik man over til at bevare beskøjterne i jernkasser, og inden man lukkede dem, stillede man et tændt stearinlys oven på kiksene. Lyset brugte al ilten i kassen, og hermed sikrede man yderligere holdbarhed.
Beskøjter er stenhårde, og det var ikke godt for sømandens ofte noget medtagne tandsæt. Derfor opblødte man dem i vand eller rom. På trods af de foranstaltninger, man havde indført for at sikre kiksenes holdbarhed, var de ofte fyldt med mider og andet ulækkert kryb, når de efter mange måneder på søen skulle spises. Men matroserne tog beskøjterne som et fersk tilskud til den megen saltmad.
En lækkerbidsken var det at dyppe beskøjterne i saltvand og lægge dem sammen med brunt sukker, hvorefter de blev ristet i kabyssen. Velbekomme!
Kilde: Orlogsmuseet.