En chutney er som oftest et tilbehør til indisk mad. Chutneyen består som regel af indkogt frugt med sukker og krydderier. Men denne opskrift med blomme kan blandt andet også bruges til sandwich.
Gode, danske blommer og tomater egner sig glimrende til chutney.
#
500 g blommer, Kirkes eller de billigere sveskeblommer
1 stort løg
2 æbler, for eksempel Gråsten
2 dl mørke rosiner
2 dl kryddereddike, fx estragon eller hindbæreddike, eller almindelig hvidvinseddike
125 g sukker
125 g farin
1 top spsk stødt ingefær
1 spsk stødt kanel
½ spsk allehånde
10 korianderfrø
5 hvide peberkorn
2 røde, tørrede chili
1 tsk salt
*
Udsten blommerne og skær dem i stykker.
Skræl æblerne, fjern kernehusene og skær dem i stykker.
Skræl løget og hak det groft.
Kom det hele i en gryde sammen med alle krydderierne og hæld halvdelen af kryddereddiken over. Varm det langsomt op i en tykbundet gryde og lad det koge svagt under låg i 45 minutter.
Rør jævnligt i chutneyen så den ikke brænder på.
Kom resten af kryddereddiken og sukkeret i.
Lad det koge uden låg, til chutneyen er tyk som marmelade.
Tilsæt eventuelt konserveringsmiddel efter anvisningerne på posen.
Hæld på rene glas og luk straks til.