Dette er en gammel svensk opskrift hvis historie fortaber sig noget i det uvisse. Sagnet fortæller at en nordsvensk bondefamilie ventede fint besøg. For at rigtigt kræse for de besøgende valgte familien at servere elgsteg for dem. Da det var om vinteren var stegen, som blev opbevaret i et udendørs fadebur, frossen, og for at tø den op lagde konen den i en ovnen på brændekomfuret et par timer. Desværre glemte den ulykkelige kone stegen og den stod i ovnen natten over. Da hun næste dag kom på det igen skyndte hun sig hen og åbnede ovnen, og så at stegen ikke var ødelagt men i stedet blevet langtids-stegt ved en lav temperatur, og derved var det blevet en steg med en fantastisk velbevaret kødstruktur.
1 ½ kg benfri elgsteg (eller godt oksekød så som højreb eller klump)
Marinade:
4 dl vand
2 dl kinesisk soya
2 spsk groft salt
2 tsk stødt sort peber
1-2 fed hvidløg eller alm. løg
Elgstegen (oksestegen) tages direkte ud af fryseren og lægges dybfrossen i oven ved 75-80ºC i 12 timer. Marinaden tilberedes ved at de forskellige ingridienser blandes og hvidløgen tilsættes ( den kan enten presses eller skæres i skiver efter behag). Efter de 12 timer tages kødet ud af ovnen og lægges i marinaden. Kød og marinade stilles i køleskabet i 4-6 timer. Kødet skal være dækket eller så skal det vendes med jævne mellemrum.
Efter det, er kødet serveringsklart.
Kødet passer fantastisk god til alle former for kartoffelgratin og andre gratiner, samt til diverse former for kartoffelsalat m.m. Desuden er det en fantastisk ingrediens i biksemad. Derudover er det godt som pålæg.