I Løkken er det stadig muligt at se fisk i rækker på tørresnore. Det er som regel ved de ældre fiskeres huse, og oftest er det torsk eller rødspætter der er på snoren. Som tørret og saltet fisk er det nok mest klipfisken der er kendt. længere nede ad kysten spises "bakskuld", en tørret og røget ising. Det er mest fra Fanø og Esbjerg vi hører om denne ret, men den spises også i Løkken. Således siger fjskerkonen Vibeke Larsen at kommer du bakskuld på panden og luner isingen lidt, så vokser den til dobbelt tykkelse og smager godt til en ny kartoffel. Tidligere sagde man at ingen Løkkenbo var lykkelig hvis ikke man havde en tørret rødspætte i lommen som man kunne skære nogle humpler af og få stillet sulten.
# Ingredienser4 store torsk eller flere små fisk
1 kg groft salt
* Tilberedning
Fiskene rengøres og flækkes. Rygbenet tages forsigtigt ud.
Fisken skal hænge sammen.
Der stryges et lag groft salt i bunden af et fad eller kar.
Fisken saltes på begge sider og lægges lagvis i fadet.
Fisken stilles køligt i to døgn.
Efter 2 døgn skylles den og hænges ud på tørresnoren indtil den er tør.
Fisken kan kun hænges ud i april, maj og begyndelsen af juni måned.
I slutningen af juni kommer spyfluerne, og selvom fisken er saltet, kan spyfluerne lægge æg i fisken.
Fisken tørrer bedst når der er solskin.
Hvis vejret er dårligt, så tages fiskene ned og komme i fryseren.
Når vejret igen er varmt og tørt, hænges de ud igen.
Det havde fiskerne ikke mulighed for at gøre i gamle dage.
Når fiskene er tørre, skæres de ud i portions-stykker og kommes i fryseren.
Herefter er der tørret og saltet torsk til vintermånederne.
Inden fisken skal koges, udvandes den i et døgn.