Før i tiden var det mest almindeligt, at man tørrede frugterne for så senere at udbløde dem, når de skulle bruges. I dag er det mere almindeligt at bruge friske eller nedfrosne frugter. Egnsretten Pæresul kan også laves med æbler (Æblesul).
I beskrivelsen er regnet med en gammel meget lille pæresort, der nu ikke længere avles på Møn. Det vil derfor nok i dag være en fordel at skære pærerne i mindre stykker.
Hele pærer med skræl gives et opkog i mild sukkerlage og lægges derefter på bagepapir i ovnen ved 150°C et øjeblik, og derefter står de ca. 1 døgn ved 75°C med ovndøren på klem.
De tørrede pærer lægges i krukker eller dåser og drysses lagvis med sukker.
Til Pæresul skal man bruge gode svineribben, der saltes i ca. 8 dage eller så længe man ønsker det.
Saltlagen skal være så stærk, at et æg kan flyde ovenpå.
Kødet tages op af lagen og koges et par timer før pærerne kommes ved og varmes med ca. 15 min.
Der beregnes seks til otte pærer til hver person.
Retten spises med lidt suppe og kogte kartofler.
Dertil et stort krus (jule)øl.