Af fedtfattige kager er det afgjort denne, jeg har lavet flest gange, og da den er temmelig lækker, kan jeg på det varmeste anbefale opskriften.
Når man laver en kage uden fedt, er det dog vigtigt, at man ikke forventer eller sammenligner den med en fed smør- og chokoladerig kaloriebombe, da denne type har en indbygget fordel, når det gælder smagen, men afgjort en ulempe, når det kommer til sulet på sidebenene.
8 personer
100 g sukker
1 æg + 2 æggehvider
150 g hvedemel
1 tsk kanel
1 tsk bagepulver
175 g revne gulerødder
lidt smør til formen
1 dl appelsinsaft
Sukker, æg og 2 ekstra æggehvider piskes hvidt et par min. med en håndmikser.
Hvedemel, kanel og bagepulver blandes og sigtes lidt efter lidt i æggemassen, mens det vendes rundt.
Når massen er ensartet i konsistensen, vendes gulerødderne i dejen, inden den kommes i en smurt bradepande eller et ovnfast fad.
Kagen bages ved 200ºC i ca. 35 min., hvorefter der stikkes huller i den med en stegegaffel, en strikkepind eller lignende.
Appelsinsaften hældes over, og kagen bages yderligere 10-15 min., til saften er opsuget, og den er klar til servering.
Tips: Kagen er bagt, når en tynd kniv kan stikkes i kagen og trækkes ud igen, uden at der hænger dej ved.
Man kan evt. servere frisk eller marineret frugt som tilbehør.
Næringsberegning pr. person.
Fedt: 1,3 g 7e%
Protein: 4,2 g 11e%
Kulhydrat: 31,7g 82e%
Kostfiber: 1,5 g
Energiindhold: 667 kJ