1 Svinehoved
1 kg Kalvebov eller Svinebov
Vand
Salt
3-4 Laurbærblade
3-4 heleNelliker
1 tsk Peber
¼ tsk Allehånde
2 tsk salt
Svinehovedet skylles og børstes med tørt salt. Øjne, øre- og næsegange fjernes. Hovedet lægges i saltvand natten over, hvorefter det igen børstes og skylles i flere hold vand. Hovedet sættes over i rigeligt, koldt vand, tilsat salt og laurbærblade.
Når hovedet har kogt ca. 1 time, tilsættes boven. Man kan vælge kalvebov, hvis man ikke ønsker sylten for fed. Suppen skummes omhyggeligt, hver gang den koger op, og kødet koger i alt ca. 3 timer, til det løsner sig fra benene.
Kødet tages op og pilles fra benene i passende stykker, der lægges i en skål skiftevis fedt og magert og lagvis drysset med de blandede krydderier. Når skålen er fuld, fyldes den op med suppe. Man lægger en tallerken i passende størrelse foroven og herpå et let pres, som holder kødet under suppen. Når sylten er kold, vendes den ud af skålen. Sylten skæres i skiver og spises med stuvede kartofler eller rugbrød, syltede rødbeder og sennep. Sylte kan opbevares ca. 14 dage i en lage af halvt eddike og vand.