For at være helt sikker på at få en sprød svær kan man forkoge sværsiden 20 minutter inden stegningen - det kan nemt gøres på en pande med så lille et ribbenstykke. De Danske Slagterier anbefaler at sætte stegen i en kold ovn. Sæt termostaten på 175°C og steg ca. et kvarter længere.
Til 4 personer
1 stykke ribbenssteg på ca. 1 kg
2-3 laurbærblade + salt og peber
2-3 mellemstore løg
2 kviste timian
½ liter vand eller bouillon
Kartoffelgratin:
1 kg kartofler
salt og peber
1 bdt persille
3-4 dl fløde (evt. halv fløde og mælk)
Sørg for at sværsiden er ridset dybt.
Forkog sværsiden i vand på en pande 20 minutter.
Vend stegen og kom den i et ovnfast fad eller lille bradepande.
Krydr den med salt og peber og stik laurbærblade imellem sværen.
Sæt fadet i ovnen ved 250°C i 15 minutter.
Dæmp til 175°C og fordel de pillede løg delt i kvarter og timian i fadet.
Hæld væden ved.
Sæt samtidig kartoffelgratinen i ovnen.
Kartoffelgratin:
Skær de skrællede kartofler i skiver og kom dem i et smurt, ovnfast fad.
Krydr med salt og peber og drys hakket persille på.
Hæld fløden ved.
Steg både ribbenssteg og kartoffelgratin ca. 1 time i ovnen.
Hæld væden fra bradepanden over i en lille gryde og jævn den til sauce.
Smag til.
Tips: I stedet for kartoffelgratin kan der serveres råstegte eller bagte kartofler til ribbensstegen. Der er også mange der kan lide rødkål og brunede kartofler til ribbenssteg.