Hvem siger, at gløgg skal serveres i krus? Gør anretningen
mere festlig og hæld den i vinglas. Her får du opskriften på æblegløgg med
ingefær og timian
Tid: 20 minutter. Antal: 6-8 kopper
# det skal du bruge:
2 cm frisk ingefær
10 timiankviste
1,2 l syrlig æblemost
150 g soltørrede tranebær
1½ dl calvados
2 grønne æbler
Ved servering:
frisk timian
evt. lakridsrødder
*
Sådan laver du æblegløgg med ingefær og timian:
Skræl ingefær, og skær det i tynde strimler.
Bind timiankvistene sammen med madsnor.
Bring forsigtigt æblemost, tranebær, ingefær og timian i kog
i en gryde.
Sluk for varmen, og lad blandingen trække i 10 minutter.
Smag til med calvados.
Skyl æblerne, skær dem i tern uden kernehus, og lad dem
varme med i gryden.
Sigt evt. krydderier og timian fra.
Servér straks med frisk timian og evt. en lakridsrod i
glasset.