Logo

Kransekagemasse

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Kransekagemasse
basisopskrift til 40-50 stk

# Ingredienser 
1 kg marcipan 75%
375 g sukker
1 dl friske æggehvider

* Tilberedning 
Kransekagedej: Del marcipanen i mindre stykker og kom dem i røre­maskinen.
Hæld sukker og æggehvider i en skål og rør det sammen.
Sæt skålen i et vandbad, men sørg for, at det ikke kommer over 40°, og rør rundt en gang imellem.
Sukkeret skal opløses helt - Dette punkt er meget vigtigt!
Hæld derefter den lune sukker­lagelignende sirup over marcipa­nen i røremaskinen under omrøring.
Rør til en homogen kon­sistens a la klæbrig marcipan.
Fyld kransekagemassen på en beholder og stil den tildækket på køl i nogle timer.
 
Bagning: Form kransekagemassen i stykker efter ønske og bag dem lyst gyldenbrune i en forvarmet ovn ved 190 °C.
Vær opmærksom på, at mange ovne bager ujævnt, og at for stærk undervarme er et problem.
Derfor skal kransekagestykker bages oven på 2 bageplader!
Af samme grund er det svært at sætte tid på, hvor lang tid kranse­kagestykker skal bage, men regn med ca. 10 minutter.
 
Tilsmagning af kransekage
Det sjove ved bagt marcipan, altså kransekage, er, at du kan variere stykkerne i en uendelighed.
Du kan "personalisere" dem, så du laver lige netop din egen variant, der er et utal af muligheder.
Du kan også "krydre" med citronskal, timian, lavendel, vanilje, små stykker bær, peber eller for den sags skyld med chili.

Her er et bud på simple og enkle varianter, som du selv kan prøve dig frem med hjemme.
Det er ganske let, for du kan dele din marcipandej/kransekagemasse i fx. 4 portioner og krydre hver portion med forskellige ting, bage dem alle sammen på en og samme plade og siden servere dem.
Det giver kransekagen en helt ny dimension, og dine gæster bliver overraskede.
Husk også på, at kransekage er bedst samme dag, den bages, og måske også dagen derpå.
Men kransekage kan også fryses ned i nogle uger og stadig bevare sin spændstighed og fugtighed.
 
Forslag til smagsgivere:
I nedenstående opskrifter æltes den færdige kransekagemasse sammen med smagsgiveren og formes til stykker efter din egen fantasi.
Se også selvstændige opskrifter.

Pistacie:
200 g kransekagemasse blandes med 30 g fintmalede pistacienød­der.
Drys evt. fintskårne pistacienødder eller mandelsplitter på stykkerne, inden de bages.
 
Appelsin:
200 g kransekagemasse blandes med 1-2 tsk appelsinstøv
 
Appelsinstøv: Vask og skrub 1-2 usprøjtede appelsiner. Skræl dem, så den hvide hinde ikke kommer med. Bring skallerne i kog i en sirup af 800 g sukker til 1 liter vand. Si siruppen fra.
Lad skallerne tørre i en 80-100° varm ovn i ca. 3 timer.
Mal skallerne fint og opbevar pul­veret i en tætsluttende beholder.
 
Grøn Te:
200 g kransekagemasse blandes med ca. 1 flad tsk grøn te (Macha).
 
Mynte:
14-15 blade frisk mynte skæres i tynde strimler og blandes med 200 g kransekagemasse.
 
Pyntning af kransekagestykker
Traditionen byder hvid flormelis­glasur, så rør 3 spsk flormelis ud i ½ æggehvide.
Fyld glasuren i et kræmmerhus af bagepapir.
Klip den mindste lille spids af kræmmer­huset og dekorer de bagte kranse­kagestykker med glasur i et zigzag­mønster.
 
Skal traditionen brydes, så tilsæt fx. lidt kakaopulver.
Kransekagebunden kan pensles med tempereret mørk chokolade (56%).
 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Kogebog
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,9 (8 stemmer)
Siden er blevet set 10.733 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvem vil du helst have som ny statsminister?
Effektiv reklame - klik her