Man kan købe god færdigrørt fars hos de fleste fiskehandlere, men den hjemmelavede er nu alligevel allerbedst. Grå- eller lyssej eller torsk er velegnet til fiskefarsen, hvis man da ikke er lystfisker og har adgang til friskfanget gedde, som også er gode hertil.
Til 4 personer
½ kg filet af torsk eller sej
1 lille pillet løg
2 spsk kartoffelmel
2 spsk hvedemel
3 æggehvider
1 dl mælk
1 dl piskefløde
1 tsk salt og en anelse hvid peber
fedtstof til stegning
Skær torskekødet i mindre stykker og kør det gennem kødmaskinen med pillet, delt løg.
Rør kartoffel- og hvedemel i og tilsæt æggehviderne.
Rør mælk og fløde i lidt ad gangen.
Krydr farsen med salt og peber.
Smelt fedtstof på en pande.
Tag panden fra varmen, mens frikadellerne formes og sættes på.
Steg frikadellerne ved meget svag varme - sørg for at der ikke hurtigt dannes skorpe, så falder fiskefrikadellerne sammen til flade "kager" når de serveres.
Server fiskefrikadellerne med citronbåde, kogte kartofler og remoulade eller citronsauce.
Citronsauce: Smelt 3 spsk smør i en gryde og rør det sammen med 2 spsk hvedemel.
Tilsæt 4 dl lys bouillon, suppe eller vand lidt ad gangen.
Lad det koge godt igennem og tilsæt 2-3 spsk citronsaft.
Pisk 2 æggeblommer sammen med 1 dl fløde.
Pisk det i saucen og bring den i nærheden af kogepunktet den må ikke koge, så skiller den.
Smag saucen til med salt og peber.
Fiskeboller: I stedet for at stege farsen til frikadeller, kan den formes til boller med en spiseske og koges i letsaltet vand nogle minutter.
Fiskebollerne kan serveres i eller med en tomat- eller citron sauce samt løse ris.
Tomatsauce: Kom 1 finthakket løg i en gryde med ½ kg fintskårne tomater (gerne fra dåse).
Tilsæt 1 hakket hvidløgsfed og 1 ½ dl suppe eller bouillon.
Kog i et kvarter. Purer eller blend saucen.
Kom den tilbage i gryden og tilsæt ½ tsk merian samt salt og peber.
Kog saucen gennem og smag den til.